UGENS UDVIKLING
Blodrød uge over hele linjen
Vi afsluttede sidste uges ugebrev med sætningen: ”Det bliver derfor interessant om vi får et lettelsens suk eller et rap over nallerne på aktiemarkederne, alt efter om den samlede told-pakke overrasker positivt eller negativt i omfang.”
Lad det være sagt med det samme; Det blev et kæmpe stort rap over nallerne! S&P500 faldt ca. 8,2% i løbet af ugen og Nasdaq 8,4%, imens de europæiske aktier fulgte trop med -8,1%. I asien var det ikke meget bedre og Hang Seng faldt 3,5% i Kina imens Japan tog et slag på 7,3%, i øvrigt den dårligste dag på flere indeks siden den første dag i Covid-krisen.
Det var i det hele taget svært at finde noget, som ikke faldt i sidste uge og det hele handler om at investorer og analytikere har måtte genoverveje hele deres tankegang omkring verdensøkonomien med Trumps plan om forøgede told-tariffer overfor stort set hele Verden.
Hovedbudskabet i planen er, at der som udgangspunkt pålægges en importtold på 10% på de fleste udenlandskproducerede varer, der sælges i USA. Derudover bliver en lang række lande dog pålagt en ekstra toldsats. Det gælder bl.a. Kina, der får pålagt ekstra 34% oven på de allerede 20% som Trump tidligere har annonceret. For EU gælder, at de fremover skal betale en importtold på 20%. Kina har været de første til at svare igen med en bred 34 % toldmur mod alle amerikanske varer og dermed er handelskrigen for alvor brudt ud.
Hvad siger historien?
Trump-tolden vækker uundgåeligt minder om én af de mest berygtede økonomiske fejltagelser i amerikansk historie: Smoot-Hawley-loven fra 1930 indført af Præsident Herbert Hoover. Dengang blev toldsatserne hævet dramatisk – på over 20.000 varer – i et forsøg på at beskytte amerikanske landmænd og producenter efter børskrakket i 1929.
Resultatet? En global handelskrig, hvor lande som Canada, Frankrig og Argentina gengældte med egne toldsatser.
Verdenshandlen kollapsede med næsten 30 %, den amerikanske eksport faldt drastisk, og arbejdsløsheden eksploderede fra 8 % til 25 %. I dag står Smoot-Hawley som et skoleeksempel på, hvordan protektionisme kan forvandle en krise til en depression.
Forskellene til i dag er naturligvis store – men parallellerne er urovækkende. Trumps aggressive toldpolitik risikerer at udløse en ny form for økonomisk selvsabotage, særligt i en verden hvor globale forsyningskæder og teknologisk interdependens er langt mere integrerede end i 1930’erne.
I øvrigt var Hoover stærk tilhænger af “Efficiency Movement”, som fastslog, at regeringen og økonomien blev undergravet af ineffektivitet og spild, og burde ledes af eksperter, som kunne identificere problemerne og løse dem. Hoover havde skabt sig en formue ved spekulation i minedrift. Da Wall Street-krakket i 1929 ramte mindre end otte måneder efter han tiltrådte, forsøgte Hoover at bekæmpe den efterfølgende store depression med tvangsindsatser, bl.a. offentlige arbejdsprojekter som Hoover Dam. Disse initiativer resulterede dog ikke i en økonomisk genopretning. I 1932 tabte han præsidentvalget til Franklin D. Roosevelt. I løbet af 30’erne og 40’erne kritiserede Hoover Roosevelts New Deal-politik og præsidentens internationalistiske udenrigspolitik. Hoover var i den sidste del af sit liv en førende isolationist indenfor det republikanske parti.
Det er ca. 100 år siden og det er igen svært ikke at se paralleller til i dag.
Hvad skal jeg gøre som investor?
Der er intet nyt i, at markeder reagerer voldsomt på politiske chok. Men for techinvestorer er det vigtigt at adskille støj fra struktur. Toldkrigen vil skabe kortsigtet uro og øger risikoen for recession betragteligt – men den accelererer også underliggende tendenser som diversificering af forsyningskæder, regionalisering og nye digitale infrastrukturer.
Her kan man f.eks. tænke på den tyske vækstpakke, som netop adresserer deres efterslæb i digital infrastruktur. Der ligger muligheder gemt i kaos – især for dem, der tænker i portefølje-robusthed og geopolitisk tilpasning.
PMINDI
PMINDI lukkede ugen i kurs 98,26. inklusiv udbytter er performance:
Periode | Afkast |
År til dato | -27,0% |
Siden lancering | 25,0% |
Gennemsnitlige månedlige afkast siden start | 1,2% |
VIGTIGT – DISCLAIMER:
Det er meget vigtigt, at du som investor forstår, at teknologiaktier kommer med store nedture, når markedet bliver pessimistisk. Vores type aktier faldt således 70 % i 2000-2002, i 2008 og i 2022. Vi mener, at teknologiaktier skaber et langsigtet merafkast, men man skal tilrettelægge sin investering, så man kan tåle nedturene.
Når aktiekurserne vælter ned stiger usikkerheden
Den nobelprisvindende Israelske psykolog Daniel Kahneman taler om availability bias. Det handler om at hjernen overvurderer betydningen af de lettest tilgængelige informationer. Det klassiske eksempel er, at hvis man lige har læst om et flystyrt, så føles flyrejser farligere end bilkørsel. Lige nu ser vi det samme fænomen med aktieinvestering og især med teknologiaktier. Rigtig mange føler at risikoen er steget fordi dommedagsprofetierne fylder medierne.
Min holdning er, at risikoen ved aktieinvestering er faldet betragteligt de sidste uger, især for gode teknologiaktier inden for AI-infrastruktur. Dette skyldes flere faktorer:
- Kursfald mindsker risikoen ved investering. Mange af aktierne i PMINDI er faldet 30-75% over de sidste to måneder. Det gør risikoen meget mindre og potentialet meget større fordi deres langsigtede indtjeningsmuligheder helt overordnet er uændrede.
- Både USA og Europa taler i tiltagende grad om øgede investeringer i teknologisk udvikling, hvilket øger potentialet af vores portefølje.
- Datacenterefterspørgslen virker stærk. Dette talte vi om Aktieuniverset i denne uge og siden da har OpenAI talt om at de har problemer med at imødekomme efterspørgslen på ‘compute’ og Taiwaneniske Foxconn’s Q1 salg stiger 24% på stor AI efterspørgsel.
Her er vores 10 største positioner i PMINDI. Jeg vil blot fortælle kort om dem for at give en fornemmelse af hvad det er man er investeret i. Mens man læser om virksomhederne kan man overveje om risikoen nu er større eller mindre end for 2 måneder siden.
- Kontanter: 3,17%.
Vi solgte ind i det sidste bounce opad for at have cash til at købe mere i de aktier, som vi tror mest på efter de aktuelle fald. - NVIDIA: 1,7%.
NVIDIA er faldet fra 30% fra toppen. Det betyder at vi skal stige 50% for at være ved toppen igen. NVIDIA har handlet i det $100-150 dollar price range vi forudsagde for et år siden og er blevet billigere og billigere, samtidig med at de teknologisk set set stærkere og stærkere ud. NVIDIA til $94 idag er voldsomt meget mere attraktivt end NVIDIA til $140 i juli sidste år. - Carvana: 1,56%
Carvana er faldet ca 50% fra toppen for 1,5 måned siden. Det betyder at vi skal stige 100% for at være på toppen igen. Det kan den sagtens komme til og efter vores vurdering formentlig endnu mere. Vi dækker Carvana ekstensivt i Aktieuniverset og vil derfor ikke gå mere i dybden her. Carvana i kurs $160 er voldsomt mere attraktiv end Carvana i kurs $300 for 1,5 måned siden – risiko er faldet voldsomt. - SK Hynix: 1,36%
Sydkoreanske SK Hynix dominerende leverandør af High Bandwith Memory (HBM) til NVIDIA. Behovet for memory i datacentre vil stige voldsomt med inference time scaling, altså når AI-modellerne skal tænke sig om. Dette vil blive lavet til AI agenter og derfor vil HBM behovet stige kraftigt de kommende år. SK Hynix er faldet med 40% siden sidste sommer og det giver plads til 60% stigning før vi er ved den tidligere top. - Tesla: 1,35%
Tesla er faldet 50% siden toppen i December. Det giver en 100% stigning før vi er ved toppen igen. Vesten er bagefter Kina på robotisering, automatisering og produktionsteknologi. Disse temaer bliver fremtidens våbenkapløb og Tesla er faktisk den eneste vestlige virksomhed, som kan konkurrere med Kina på disse 3 parametre. USA og snart Europa sætter alle sejl på disse tre temaer og derfor ligner Tesla en vinder, som nu har meget mindre risiko, fordi den handles til 50% af værdien i forhold til december. - Broadcom: 1,31%
Broadcom er teknologileder indenfor datatransmission, hvilket er en meget kritisk teknologi indenfor datacentre. Broadcom er derfor samarbejdspartneren for BigTech, som gerne vil producerede deres egne specialiserede microchips til AI, ASICS. Broadcom ligner den eneste reelle konkurrent til NVIDIA lige nu. Broadcom er nu 42% billigere end for 2,5 måneder siden, hvilket betyder meget reduceret risiko. - Centrus: 1,29%
Centrus producerer brændstof til Atomreaktorer og er den eneste amerikanske aktør, hvilket gør den til et strategisk aktiv i USA. Vi forventer at atomenergi får rygvind i mange år fremover og er derfor bredt eksponeret for de ledende amerikanske aktører. Centrus er faldet 56% og har derfor ca 125% op til toppen, vi tror at den skal meget højere i fremtiden. - Root: 1,21%
Root er en digitalt funderet forsikringsvirksomhed, som har været og er undervurderet. Derfor er den trods dens lille størrelse en ‘stor’ position hos os. Root er ‘kun’ faldet 38% og har derfor ‘kun’ 61% op til toppen igen. - Aurora: 1,15%
Aurora lancerer førerløse lastbiler i Texas i denne måned. Dermed er Aurora prerevenue og derfor nærmest en startup virksomhed. Vi håber på at denne første førerløse lastbilservice vil kunne skabe investorinteresse i vesten og har derfor en strategisk stor position på 1,15% og dermed er denne startup vores niende største position. Aurora er velpolstret med over 1 mia dollars i kontanter og kortsigtede likvide investeringer. - Softbank: 1,14%
Softbank investerer voldsomt i AI lige nu og giver dermed en god eksponering for endnu ikke børsnoterede virksomheder udover deres største position, som er en 90% ejerandel af Arm, som er en nøgle spiller i mikrochip økosystemet.
Dette var vores største 10 positioner. Vi er bredt eksponeret for den teknologiske fremtid og i en tid som denne, hvor forandringshastigheden er enorm, er spredning alfa og omega som teknologiinvestor. Disse ti positioner er meget repræsentative for resten af porteføljen. Vi arbejder med at finde teknologiledere, virksomheder med højt risiko reward forhold og mindre strategiske satsninger, som for eksempel Aurora. Vi kan uden problemer investere på de fleste af verdens relevante børser og kan derved skabe en diversificeret bred eksponering mod den digitale udvikling af verden.
Den digitale udvikling af verden er i dag blevet til et våbenkapløb, hvorfor investeringslysten, det vil sige direkte investeringer, subsidier og andre stimulus fra vestens regeringer kun vil stige i fremtiden. Så at disse aktier er faldet 30-75% over nogle måneder betyder kun at risikoen er faldet dramatisk og at potentialet er steget meget.
DEN KOMMENDE UGE
Politiske forhandlinger
Et bud herfra er, at der i den kommende uge ikke vil være meget fokus på makroøkonomiske nøgletal, men nærmere om der opstår forhandlinger mellem USA og den øvrige Verden eller om der er dømt gengældelses told over hele linien.
Særligt vil der være fokus på forholdet mellem hhv. USA og Europa samt USA og Kina, hvor Trump sandsynligvis kommer til at opleve pres fra både egne rækker i det republikanske parti, men også fra det amerikanske erhvervsliv, som troede at 2025 skulle være meget erhvervsvenligt med mindre regulering, lavere skatter og voksende indtjening. Men nu ligner det i stedet markant lavere indtjening og faldende aktiemarkeder. Så hvor offensivt vil de presse på overfor regeringen for at få dem til at lave en forhandlingsløsning med omverdenen, der skal give ro på.
Dernæst holder vi øje med om The Federal Reserve og ECB kommer markederne og verdensøkonomien til undsætning. Der er ingen rentemøder i næste uge, men derfor kan de alligevel godt finde på at komme med hjælpende kommentarer og signaler om rentesænkninger.
Der skal altså ikke mange kommentarer til fra bare én af ovenstående aktører før det hele vender igen. Husk derfor at timing af markedet er så godt som umuligt og at man derfor bare skal købe ind, hvis man har en lang tidshorisont.
I den kommende uge starter regnskabssæsonen igen, hvor vi, vanen tro, starter med de store amerikanske banker JPMorgan, Wells Fargo, NY Mellon og US Bancorp. Her får vi naturligvis de bagudrettede regnskabstal, men det bliver nok mere interessant, hvad de siger om fremtiden under den nuværende toldkrig. Faktisk var netop JP Morgan ude i fredags med en ny rapport, hvor de ser hele 60% sandsynlighed for en recession i USA. I den forbindelse er det nok vigtigt at pointere, at en recession er to kvartaler i træk med negativ vækst og ikke nødvendigvis en afgrundsdyb sammensmeltning. 😊
I forhold til store tech-aktier, har vi lidt tid at løbe på endnu, før de mest interessante opdateringer kommer. Når de gør, så læs om dem her eller lyt til Aktieuniverset.
Dette er markedsføring for NewDeal Invest. Investeringsstilen henvender sig til investorer med en høj risikoprofil og langsigtet investeringshorisont, og historisk afkast er ingen garanti for fremtidigt afkast. De aktier, som NewDeal Invest investerer i, er mere volatile end det brede aktiemarked, og svinger derfor mere både op og ned. NewDeal Invest yder ikke investeringsrådgivning, og alle investeringsbeslutninger træffes af dig selv. Ingen informationer fra NewDeal Invest bør betragtes som anbefalinger. Kortsigtede investeringer, med en tidshorisont på 3 år eller mindre, frarådes både i NewDeal Invest, PMINDI og i de aktier der omtales. Se relevante risikofaktorer på https://newdealinvest.dk/ og https://newdealinvest.dk/pmindi/, samt fondenes PRIIP-KID dokumenter, der findes nederst på hjemmesiden.